Blog by Munkholm

At være mentor. Enten har man det eller også har man det ikke i sig… Er det sådan det fungerer? I så fald er jeg nu endnu mere spændt på morgendagen. Som tidligere studerende på Aarhus School of Business er jeg en del af et Alumni-netværk for gamle studerende, og her søger Karrierecenteret nye mentorer hvert år. Og hvert år har jeg kigget på mailen og leget med tanken, men har aldrig fået gjort noget ved det. Men… I år skulle det være anderledes! Jeg rettede kontakt til min tidligere karriererådgiver på ASB, som stadig kan huske mig (hmmm…. ;o)) og hun opfordrede mig straks til at søge. Og med en helt ny verden på barsel, der snart melder sin ankomst, så tænkte jeg, at nu måtte være tiden til at søge om at blive mentor. Det kunne trods alt være sundt i ny og næ at fokusere på andet end den lille guldklump og forsøge at opretholde en slags faglig stolthed. Og måden at gøre det på for mig ligenu er at hjælpe andre godt videre :-)  I hvert fald som det første udgangspunkt. Jeg va

Der er tider i livet, hvor mænd for alvor ryster på hovedet af os kvinder. Uden tvivl. Det sker ofte, når det indebærer den kvindelogik, der (for de fleste kvinder) indgår, når man har fundet et stykke tøj, et par sko eller en taske, som er så livsnødvendig på så mange niveauer og tilmed er en lille-smule for dyr. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker at ose, lade mig inspirere og jeg har ofte utallige links åbne i min browser, fordi man jo skal huske at overveje sine indkøb. For er det kommende indkøb nu i virkeligheden også nødvendigt? Hvis vi nu ser bort fra denne kedelige tanke, så har jeg endnu engang har jeg formået at finde et stykke tøj, som er så unikt og one-of-a-kind, at jeg nærmest hyperventilerer, når jeg ser det, fordi.. Jamen, der står bare Gitte skrevet all over den (sød, kæk og fyldt med fine detaljer). Og når en kvinde (og læs – især undertegnede) støder på et sådant stykke tøj, så sker der enormt mange kvindelogiske processer inde i hovedet! Lige fr

Det er i dag søndag d. 6. september. For et år siden var jeg i mit livs form, og havde netop løbet det andet halvmarathon i mit liv, og samtidig slået min personlige rekord fra mit første. Og nu sidder jeg her og det at løbe små 2 km. virker som en lille sejr her i den 27. uge af min graviditet. Nogle vil måske mene, at det er utaknemmeligt, når man som jeg ikke har nogle gener under graviditeten, når jeg siger, at jeg savner at løbe som jeg plejer, spinne som jeg plejer og ikke blive forpustet af blot af gå for hurtigt op ad trappen. Den sidste løbetur jeg var afsted på, løb jeg 2.25 km. og det føltes godt! Tiderne er slet ikke det samme (overhovedet!), og med det antal km. i benene stod jeg efterfølgende overfor to dage med ondt i ryggen efter, hvad der tidligere var en urimelig lille løbetur. Men løbeturen og de efterfølgende gener i ryggen fik mig til at tænke på, hvordan min krop og min form vil arte sig efter fødslen. Jeg har været en stor pige engang, ikke at jeg var et

Jeg ELSKER at være gravid, misforstå mig ikke. Jeg døjer ikke med de vilde gener (og har heller ikke gjort det hidtil), føler mig nogenlunde frisk og er ikke så hindret (endnu) af maven. Okay, indrømmet.. Det er en smule frustrerende ikke at kunne passe sit tøj, som på en eller anden mystisk måde er skrumpet ind til ingenting (?!). Men ellers, så nyder jeg det i fulde drag og for hver dag, der går, hvor jeg kan mærke mere og mere liv, så føler jeg mig yderst velsignet. En følelse, der er værd at huske på (selv på de dage, hvor man måske er skidt), fordi... Ikke alle er ligeså priviligerede, og for mange er det en kamp at blive gravide, som er fyldt med op- og nedture. Så jeg tillader mig selv at føle mig privilegeret og velsignet. Ikke at jeg ikke til tider rammes af en ubeskrivelig usikkerhed ”Hvordan skal vi dog klare det her? Bliver vi gode forældre? Bliver jeg en god mor?” osv. Tankerne er mange og forventningerne til én selv er høje. Ikke i forsøget på at være perfekt, men i fors

Det er dagen for dagen... Dagen før den står på 14 dages sommerferie, og OM jeg glæder mig! Planerne er få, men i sidste ende passer det mig i år meget godt. At man bare kan nyde og gøre, som man har lyst til. Da jeg kørte på arbejde i morges tog jeg flere gange mig selv i at sidde med et kæmpe smil på læben, da jeg havde set adskillige campingvogne køre forbi. Og jeg er vokset op med campinglivet, ikke nødvendigvis matchende campinghabitter (men jo, jeg har set dem!), men campinglivet. Og campinglivet er nu lidt noget særligt. Jeg tror aldrig nogensinde selv, at jeg kommer til at køre med campingvogn, men jeg knuselsker at besøge mine forældre i deres, når de drager afsted. Måske fordi, at det også er gode minder, der kommer frem til overfladen. Det interessante ved at debattere campinglivet med andre er, at mange har et indtryk af/ eller en holdning til, at det skal være rimelig primitivt, og dér må jeg erkende, at jeg slet ikke er enig. Mine forældre har et fladskærmstv me

I dag dianogsticeres mange mennesker som værende afhængige af et eller andet, alt lige fra rygning, alkohol, ekstremsporter osv. Og nogle dianogser er naturligvis værre end andre. Men i vores højteknologiske samfund, hvornår kommer der så en reel diagnose for at være afhængig af sin telefon eller/og wifi? Jeg har tilbragt i skøn weekend alene med shopping med mig selv og spontan brunch samt tur til Ree Park med nogle dejlige veninder. Både alene og sammen med andre har jeg i denne weekend reflekteret over vores brug af vores mobiltelefoner og vores desperate behov for at være dækket ind, anytime, anywhere. På min lille shoppetur lørdag bemærkede jeg naturligvis mange (folk alene og sammen med andre) i gadebilledet, som gik med deres telefon fremme størstedelen af tiden (inkl. undertegnede – bare rolig, jeg er ikke nødvendigvis et hak bedre). Men det var først, da jeg stod i kø på Starbucks, at jeg for alvor bed mærke i den måde vi socialiserer os på i dag. Enkelte folk sad og

Mit svar er et rungende klart JA! Nogle vil måske definere det som overfladisk, men selv mener jeg bare, at det handler om, hvad der er med til at gøre én glad i hverdagen, og det er de store og små ting. Eksempelvis er jeg den slags pige, som ikke kun har en forkærlighed for sko, tasker eller andet... Nej, sådan fungeret det ikke for mig. Mit store problem er, at jeg har en forkærlighed for mere eller mindre ALT: tøj, sko, tasker, skønhedsprodukter, hudplejeprodukter, hårprodukter, livsstilsprodukter til hjemmet... You name it! Shiiiiit, hun må bruge mange penge, tænker du så, men... Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg bruger det gyldne ord, som mine forældre altid har prædiket for mig ”Gitte, du skal prioritere... Hvad vil du helst? Have malebogen med MyLittlePony eller købe den Barbie-dukke i næste måned?” Og ja... De kære forældre har jo ret. Det handler i den grad om at prioritere! Indrømmet... Tøj, well... Dér køber jeg måske en lille smule om måneden, men det er så til

Jeg har leget med tanken længe, men nu skal det være. Jeg har endelig skabt min egen blog... Tadaa (og forestiller mig at sidde og skåle med mig selv i et glas champagne) :-) Nogle gange skal man bare kaste sig over det og føle sig frem, og nu skal det så være. Så hvem er jeg så? Den korte version: livsglad, kluntet og yndefuld (sagt med en del sarkasme ;o)), 29 år og på vej mod the big 3 0, håbløs romantiker, indehaver af en barnlig sjæl, dårlig taber, ejer af verdens dejligste Golden Retriever vaps, patriciervilla, gift og gravid med første barn. Mine interesser er... Mange! Alt lige fra teknologi til sport til mad (uh, jeg elsker god mad) til mode til skønhedsprodukter til hygge i sofaen med film eller en god bog. Med det sagt vil du komme til at opleve en del forskellige indlæg fra mig, mest fordi... Ja, det symboliserer egentlig meget gode mit brede interessefelt :-) Jeg glæder mig til at give dig et indblik i min verden, og jeg håber, at du vil følge med :-)