I’m addictive to... My cell and wifi?

I dag dianogsticeres mange mennesker som værende afhængige af et eller andet, alt lige fra rygning, alkohol, ekstremsporter osv. Og nogle dianogser er naturligvis værre end andre. Men i vores højteknologiske samfund, hvornår kommer der så en reel diagnose for at være afhængig af sin telefon eller/og wifi?

Jeg har tilbragt i skøn weekend alene med shopping med mig selv og spontan brunch samt tur til Ree Park med nogle dejlige veninder. Både alene og sammen med andre har jeg i denne weekend reflekteret over vores brug af vores mobiltelefoner og vores desperate behov for at være dækket ind, anytime, anywhere.

På min lille shoppetur lørdag bemærkede jeg naturligvis mange (folk alene og sammen med andre) i gadebilledet, som gik med deres telefon fremme størstedelen af tiden (inkl. undertegnede – bare rolig, jeg er ikke nødvendigvis et hak bedre). Men det var først, da jeg stod i kø på Starbucks, at jeg for alvor bed mærke i den måde vi socialiserer os på i dag. Enkelte folk sad og talte sammen, men størstedelen sad med deres telefonener til trods for, at de sad overfor nogle mennesker, som de var sammen med. Nogle brugte telefonen som et socialiseringsredskab til at vise billeder eller tage billeder af situationen, mens andre zoomede ud og var ”alene” i selskabet med andre. Jeg tillod mig at være en smule forarget (hurra for dobbeltmoral), og da jeg kørte hjem besluttede jeg mig for, at når jeg om aftenen skulle være sammen med mine forældre og bedsteforældre, så ville jeg lade telefonen ligge (medmindre den ringede eller jeg skulle vise noget). Det lykkedes også, sådan til dels da :-)

Søndag var jeg til brunch hos én af mine bedste veninder, og telefonen lå ude i køkkenet, mens vi sad fire tøser og grovspiste lækker mad (og herunder naturligvis også Nutella - fik jeg sagt, at jeg har en stor forkærlighed for Nutella :o)). Vi tog en spontan beslutning om at opleve lidt, og kørte en tur til Ree Park. Her var ingen af os særlige brugere af telefonen, udover når der skulle tages billeder. Men på turen hjem var der mere eller mindre stilhed, fordi pigerne sad med deres mobiltelefoner, da der nu var bedre dækning igen, og det må jeg indrømme var lidt sjovt at observere. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde opført mig spor anderledes, men ikke destomindre fik det mig endnu engang til at tænke over måden vi interagerer med hinanden på, og på hvornår man mon kan diagnosticeres som afhængig af sin mobiltelefon og wifi.

Mobiltelefonen er i den grad blevet en del af vores måde at interagere med hinanden på, både når vi er sammen og hver for sig via Snapchat, Instagram, Facebook osv. Det handler om at dele det øjeblik, hvor man er sammen for at dele det med andre i stedet for (i grove og overfortolkede termer) blot at nyde nuet. Og vi kender det alle... Frustrationen, når man står et sted og gerne vil dele et øjeblik i sin sociale online sfære, men hvor dækningen er så dårlig, at man ikke kan. Det fik mig til at tænke på det, som Google arbejder på – nemlig at give hele gratis og velfungerende trådløs wifi til hele verden via gamle telefonbokse. Tanken er interessant på så mange måder, men alligevel en smule skræmmende... Som skrevet før, så går jeg selv ofte med telefonen i hånden, når jeg er ude og er særdeles aktiv bruger af internettet, men der er for mig noget over tanken om, at man nogle steder i verden blot kan være ”alene” uden internettet. Måske en idyllisk og håbløs romantisk tanke, but still...
Er jeg dobbeltmoralsk? Måske, men det handler om den idylliske drøm og håbløst romantiske forestilling om at huske autenticiteten og leve livet, dér hvor det er. 

/G