Blog by Munkholm

Klokken er 20.51 den 10. december 2017. 2. søndag i advent OG det har sneet... Lige på det punkt vil begejstringen ingen ende tage 😍 Men her sidder jeg i sofaen med udsigt til en smukt tændt adventskrans, en lidt for stor mave, 23 dage til termin, og tanker der (naturligvis) flyver rundt. Fødsel... Hvornår og hvordan? Lillebror... Ligner han Emil, og hvordan er hans sind? Amning...... Et punkt, der nok i virkeligheden fylder mere end hvad jeg vil indrømme.  Amning er en helt naturlig del af det at føde et barn. At give den bedste form for næring videre til det væsen, man har skabt. Desværre er amning ikke for alle. Årsagerne kan være forskellige, og valget er i sidste ende individuelt.  Med Emil havde vi et besværet ammeforløb. Et forløb der startede godt, or so I thought...  Men vi endte med en genindlæggelse blot 4 dage efter fødslen. Emil havde tabt sig for meget. Vi var blevet sendt hjem med en tro på, at alt kørte. De fantastiske jordemødre på familieafsnittet sagde det. Ve

Det er din fødselsdag. Nogle timer endnu. Jeg sidder i sofaen med udsigt til flag, gaver, balloner og stearinlys. Dine forældre slapper af, og du ligger trygt og sover i din seng. Om lidt skal flagene og ballonerne pakkes væk. Og så er din 2 års fødselsdag slut. Det er den allerede for dig. Men slet ikke for mig. I de her sidste timer, hvor gæsterne er gået hjem, kagerne er spist, hvor sangene er sunget og krammerne givet, så føler jeg nok i virkeligheden allermest, at det er din dag i dag – din fødselsdag. Nu, hvor jeg har minderne om i dag, der blander sig med minderne om de sidste to år i vores liv. Med dig.  Minderne om den smukke decembermorgen, du kom til verden og jeg blev din mor. Minderne om den hurtige og fine fødsel, som var præcis som den skulle være. Og da jeg fik dig op til mig og med tårer i øjnene fik fremstammet ”Nu er han her”. Du er det fineste lille menneske, Emil. Og du gør mig så stolt, så glad og så taknemmelig. Du udfordrer mig dagligt, og du gør mig til et b