Kære Emil
For præcis 1 år siden kom til verden med fart over feltet. For 1 år siden ændrede du mit liv. Vores liv. Du var ikke mange timer gammel og lå på mit bryst og sov. Jeg burde sove for jeg havde været vågen hele natten, men jeg kunne umuligt falde i søvn. For jeg var så fuld af følelser. Fuld af gennemgribende lykke og et adrenalinsus uden lige. Og jeg lå bare dér og kiggede på dig, så på din far og så på dig igen. Med enhver lille centimeter i min (ret så kvæstede) krop kunne jeg mærke dig, fornemme dig og vidste bare, at det lige præcis var dig, jeg manglede. Vi manglede. Selvfølgelig var det dig. I dag er det fuldstændig umuligt at forestille sig, at du ikke skulle være her. Dit glade, stædige, sjove og kærlige lille væsen. Tænk hvor mange grin, vi ikke ville have grint, hvis du aldrig var kommet. Tænk hvor mange ting, som jeg aldrig havde lært. For alle kyssene, krammene, grinene, tårerne, de søvnløse nætter, frustrationerne og for kærligheden. Frem for alt kærlighede