Tanker om amning...
Klokken er 20.51 den 10. december 2017. 2. søndag i advent OG det har sneet... Lige på det punkt vil begejstringen ingen ende tage 😍
Men her sidder jeg i sofaen med udsigt til en smukt tændt adventskrans, en lidt for stor mave, 23 dage til termin, og tanker der (naturligvis) flyver rundt. Fødsel... Hvornår og hvordan? Lillebror... Ligner han Emil, og hvordan er hans sind? Amning...... Et punkt, der nok i virkeligheden fylder mere end hvad jeg vil indrømme.
Amning er en helt naturlig del af det at føde et barn. At give den bedste form for næring videre til det væsen, man har skabt. Desværre er amning ikke for alle. Årsagerne kan være forskellige, og valget er i sidste ende individuelt.
Med Emil havde vi et besværet ammeforløb. Et forløb der startede godt, or so I thought... Men vi endte med en genindlæggelse blot 4 dage efter fødslen. Emil havde tabt sig for meget. Vi var blevet sendt hjem med en tro på, at alt kørte. De fantastiske jordemødre på familieafsnittet sagde det. Venner og familie sagde det. Og vi var sikre på, at det var sådan det var. Alt var godt. Det var det bare ikke. Så vi blev genindlagt og tilbragte en uge på sygehuset, for amme... Dét ville jeg! Jeg var stædig som pokker. De få små øjeblikke på sygehuset, hvor Emil rent faktisk fik fat og havde kræfter til at spise, så var det magisk. Dét her var noget helt specielt, og det fik mig bare til at ville det endnu mere. Efter en uge blev vi sendt hjem. Der var bedring, men det var stadig ikke rigtig godt. Vi sad konstant to mand over ham, når det skulle prøves. Der var sondeslange, modermælkserstatning, modermælk og malkemaskine. Resultatet var nedslående. Mads måtte imellem jul og nytår sige til mig, at jeg måtte indstille kampen for at få den almindelige amning op at køre. Og det gjorde jeg. Ikke med min gode vilje, men fordi det var det rigtige at gøre. Det resulterede i 3 måneders intenst samarbejde med en malkemaskine. Jeg tog en anden kamp, og en kamp jeg var glad for at tage.
Nu står jeg her igen. Med lillebror i maven og en forestilling om en ny hverdag. En hverdag der forhåbentlig indeholder amning. Om ikke andet, så bare en 3-4 måneder. Jeg vil SÅ gerne amme denne gang. Og jeg vil tage kampen igen. Til trods for min kampgejst og tro på, at det forhåbentlig kan lykkedes, så fylder det stadig hos mig. Omend jeg ikke er meget for at indrømme det. Måske det fylder mere, fordi jeg ved, at jeg ikke ville kunne gøre det samme for lillebror... Fordi der er en Emil, der også skal have opmærksomhed. Og tro det eller ej, malkning tager faktisk en del tid.. Det værste er, at selvom jeg er mentalt indstillet på en god "kamp", men jeg indrømmer blankt, at jeg kan mærke, at jeg vil blive en smule skuffet, hvis ikke det lykkes.
Indtil da er der ikke andet at gøre end at vente på, at lillebror vil ud og så tage ammesituationen derfra :-)
Nu: Danmark - Tyskland... Go' Danmark!! 👊
/ G
Men her sidder jeg i sofaen med udsigt til en smukt tændt adventskrans, en lidt for stor mave, 23 dage til termin, og tanker der (naturligvis) flyver rundt. Fødsel... Hvornår og hvordan? Lillebror... Ligner han Emil, og hvordan er hans sind? Amning...... Et punkt, der nok i virkeligheden fylder mere end hvad jeg vil indrømme.
Amning er en helt naturlig del af det at føde et barn. At give den bedste form for næring videre til det væsen, man har skabt. Desværre er amning ikke for alle. Årsagerne kan være forskellige, og valget er i sidste ende individuelt.
Med Emil havde vi et besværet ammeforløb. Et forløb der startede godt, or so I thought... Men vi endte med en genindlæggelse blot 4 dage efter fødslen. Emil havde tabt sig for meget. Vi var blevet sendt hjem med en tro på, at alt kørte. De fantastiske jordemødre på familieafsnittet sagde det. Venner og familie sagde det. Og vi var sikre på, at det var sådan det var. Alt var godt. Det var det bare ikke. Så vi blev genindlagt og tilbragte en uge på sygehuset, for amme... Dét ville jeg! Jeg var stædig som pokker. De få små øjeblikke på sygehuset, hvor Emil rent faktisk fik fat og havde kræfter til at spise, så var det magisk. Dét her var noget helt specielt, og det fik mig bare til at ville det endnu mere. Efter en uge blev vi sendt hjem. Der var bedring, men det var stadig ikke rigtig godt. Vi sad konstant to mand over ham, når det skulle prøves. Der var sondeslange, modermælkserstatning, modermælk og malkemaskine. Resultatet var nedslående. Mads måtte imellem jul og nytår sige til mig, at jeg måtte indstille kampen for at få den almindelige amning op at køre. Og det gjorde jeg. Ikke med min gode vilje, men fordi det var det rigtige at gøre. Det resulterede i 3 måneders intenst samarbejde med en malkemaskine. Jeg tog en anden kamp, og en kamp jeg var glad for at tage.
Nu står jeg her igen. Med lillebror i maven og en forestilling om en ny hverdag. En hverdag der forhåbentlig indeholder amning. Om ikke andet, så bare en 3-4 måneder. Jeg vil SÅ gerne amme denne gang. Og jeg vil tage kampen igen. Til trods for min kampgejst og tro på, at det forhåbentlig kan lykkedes, så fylder det stadig hos mig. Omend jeg ikke er meget for at indrømme det. Måske det fylder mere, fordi jeg ved, at jeg ikke ville kunne gøre det samme for lillebror... Fordi der er en Emil, der også skal have opmærksomhed. Og tro det eller ej, malkning tager faktisk en del tid.. Det værste er, at selvom jeg er mentalt indstillet på en god "kamp", men jeg indrømmer blankt, at jeg kan mærke, at jeg vil blive en smule skuffet, hvis ikke det lykkes.
Indtil da er der ikke andet at gøre end at vente på, at lillebror vil ud og så tage ammesituationen derfra :-)
Nu: Danmark - Tyskland... Go' Danmark!! 👊
/ G
Comments
Post a Comment