Antiklimaks og forestillingen om nye tider

Det er i dag søndag d. 6. september. For et år siden var jeg i mit livs form, og havde netop løbet det andet halvmarathon i mit liv, og samtidig slået min personlige rekord fra mit første. Og nu sidder jeg her og det at løbe små 2 km. virker som en lille sejr her i den 27. uge af min graviditet.

Nogle vil måske mene, at det er utaknemmeligt, når man som jeg ikke har nogle gener under graviditeten, når jeg siger, at jeg savner at løbe som jeg plejer, spinne som jeg plejer og ikke blive forpustet af blot af gå for hurtigt op ad trappen. Den sidste løbetur jeg var afsted på, løb jeg 2.25 km. og det føltes godt! Tiderne er slet ikke det samme (overhovedet!), og med det antal km. i benene stod jeg efterfølgende overfor to dage med ondt i ryggen efter, hvad der tidligere var en urimelig lille løbetur.

Men løbeturen og de efterfølgende gener i ryggen fik mig til at tænke på, hvordan min krop og min form vil arte sig efter fødslen. Jeg har været en stor pige engang, ikke at jeg var et nips før graviditeten, men jeg havde fået mig en krop, som jeg var tilpas med. Der er naturligvis altid de 2-4 kg, som man gerne vil af med, men i sidste ende var jeg tilfreds. Og nu... Nu står jeg i uge 27 af min graviditet, 10 kg. tungere, og som en tidligere overvægtig, så sætter det nogle tanker igang om livet efter fødslen.

Jeg var ikke lykkelig og glad for min krop, da jeg var overvægtig. Men jeg var i bund og grund glad for min krop inden graviditeten, og jeg skal og vil tilbage til den. Måske ikke nøjagtigt den samme, men tilbage til den bedste version af Gitte post-fødsel. Nu vil alle bekymrede og alle erfarne sige, at nu skal man jo ikke gøre noget forhastet, og nej, det skal man ikke. Man skal lytte til sin krop og mærke efter. Hvad føles rigtigt? Og om det er muligt for mig at kaste mig på spinningcyklen igen efter 8 uger eller om der går 12 uger eller mere, det ved jeg ikke, men jeg kan mærke, at jeg har brug for at blive den bedste nye version af Gitte. Ikke kun den bedste version som mor, men også den bedste version af Gitte som Gitte.

For selvom jeg bliver mor, så er jeg stadig mig. Mange siger ”vent og se, du bliver selv mindre vigtig” eller ”dit eget udseende bliver mindre vigtigt”, og det er fair nok. Folk er velkomne til at komme med holdninger og erfaringer, ligesom man jo altid kan tage et nyt standpunkt. Mit standpunkt er ligenu, at jeg glæder mig til at møde den lille purk, og jeg glæder mig til at finde min krop og Gitte igen. For uden at lyde selvfed, så sætter jeg pris på mig selv og den, jeg er. Så jo, jeg kommer til at ændre mig, både mentalt og fysisk. Fysisk fordi jeg ikke aner, hvordan min krop vil reagere på at have født et barn, og mentalt fordi det at blive mor er så altafgørende en ny identitet, jeg påtager mig. Men derfor vil jeg stadig forsøge at huske på mig selv, både før og efter fødslen. Tanken om at bringe et nyt liv til verden er skræmmende, unikt og helt fantastisk på én og samme tid, så inden man forsvinder ind i ble-verdenen, så siger jeg nu til mig selv – sort på hvidt – at jeg skal huske, den jeg er. Jeg vil ændre mig, ja, men jeg vil stadig være Gitte. Så derfor skal man også huske at være god ved sig selv og prioritere sig selv under graviditeten med velvære, materielle goder eller god mad, alene fordi livet fortjener at blive nydt hvert sekund. Så selvom det er søndag og jeg render rundt i hyggetøjet, så vil jeg nu hoppe i de nyindkøbte nedenforviste skønheder og spankulere rundt i dem herhjemme, som folk helt sikkert ryster hovedkulds på hovedet af mig for at have købt (for som gravid kan man da ikke holde til at gå i hæle), men hey... Man kan, hvad man vil! Og dem her, de er så absolut en del af Gitte – både som gravid og som kommende mor.

Og ps.: Som en der fylder 30 år om præcis 27 dage, så er disse her nu med til at fuldende fødselsdagsoutfittet! :o) 

/G