Løbefesten, der blev aflyst

Den 18. juni 2016 - Bestseller Aarhus City Halvmarathon. 

Et løb jeg havde næret en lille drøm om at deltage i. En lille drøm, men den var der. Og efter at have været afsted på 10 km. første gang efter fødslen for lidt over en månedstid siden turde jeg tro en lille smule på det. Men sådan skulle det desværre ikke gå... Løbefesten i Aarhus er i dag aflyst, i hvert fald for mit vedkommende. 

Kort tid efter at jeg var afsted på de 10 km. fik jeg et hold i ryggen. Den slags hold i ryggen, hvor jeg i to dage næsten ikke kunne løfte Emil. En uges tid efter satte jeg mig på spinningcyklen for at se, om kroppen kunne det, da jeg stadig havde ondt. Det gik, men jeg kunne ikke give mig 100%. Jeg prøvede også med små løbeture på 5 km. med Emil i babyjoggeren for at teste, hvad ryggen kunne holde til. Under de første par ture havde jeg ondt, men det blev stille og roligt bedre, så jeg "kun" havde ondt efter løbeturen. Men faktum er, at min ryg skulle bruge mellem 3 uger og 1 måned på at "komme sig". Jeg løb den første tur uden smerter efterfølgende i den forrige weekend, og det var på min vanlige 5 km. tur. Så min lille drøm braste, og det fornuftige valg for kroppen var at fortsætte træningen og så håbe på et halvmarathon senere på året.

Så nu sidder jeg herhjemme. Emil sover, kaffen er skænket og Le Mans kører på skærmen. Ville jeg ønske, at jeg stod i Aarhus med nerver på forud for at skulle løbe mit 3. halvmarathon? Svaret er uomtvisteligt: JA! Selvom jeg forsøger at bilde mig selv ind, at det blæser for meget, at jeg egentlig også er træt osv., så er faktum, at jeg SÅ gerne havde stået derude og deltaget i den løbefest, som lige præcis det halvmarathon er. Der er bare noget over at stå klar inden startskuddet med adrenalinet susende rundt i kroppen. Og når startskuddet har lydt, så er følelsen af at lukke sig inde i sig selv samtidig med at få tilråb fra hundredevis af forskellige mennesker bare en ubeskrivelig følelse! Men det der slår alt er følelsen af at se målstregen og dernæst krydse den... Jeg sidder ligenu med gåsehud, når jeg tænker tilbage på lige præcis dét! Det en følelse, som er umulig at sætte ord på, og én af de dér "det skal opleves" episoder. Uanset hvad, så håber jeg, at alle deltagere i dag får en fantastisk løbefest, og jeg håber, at jeg er at finde til et halvmarathon senere på året :-) 

Personligt glæder jeg mig dog over, at min formkurve begynder at se fornuftig ud. Jeg har fået mere fart i benene, og begynder at føle, at jeg så småt er ved at være tilbage efter graviditet og fødsel. Samtidig går jeg og leger med tanken om andre sportsmæssige udfordringer. Og nej, ikke et marathon... Jeg "nøjes" med de halve ;o) Jeg kan ikke gå i detaljer nu, da jeg endnu ikke ved, om det bliver en mulighed, men jeg håber :-) Jeg kan dog sige så meget, at det har noget med en cykel at gøre ;-)

/G