Det "svære" valg
De fleste nybagte forældre kender det. Valget mellem dagpleje eller vuggestue. Og måske endnu vigtigere: valget omkring hvad vi signalerer til vores børn, når vi afleverer dem det valgte sted. Jeg vil måske komme til at støde nogle med dette måske lettere provokerende indlæg, men so be it :-)
Lad os starte med valg nr. 1: Dagpleje eller vuggestue?
For nogle er valget simpelt. Enten fordi de selv er vokset op med dagpleje og for andre fordi de ønsker fagligt uddannede personer i en vuggestue. For os var valget også ret simpelt.. Ikke pga. egne erfaringer eller uddannelse, men ene og alene pga. fleksibilitet. Med en mand, der er selvstændig (og arbejder i omegnen af 100 timer om ugen) og med undertegnede, der også brænder for sit arbejde, der som udgangspunkt hedder 8-16.00 (udover de velkendte interessetimer), så var dagplejen på ingen måder muligt for os. Alle dagplejere (i hvert fald de offentlige) lukker i Randers Kommune senest kl. 16.30. Den årvågne vil tænke "Jamen, Gitte.. Så kan du da godt nå det?" Men nej, mit arbejde er placeret i Nørager the Hood tæt ved Hobro N, hvilket betyder transporttid på ca. 25-30 min.
Vuggestue-valget var derfor meget simpelt for os. Eller dvs. første del af valget, nemlig at Emil skulle i vuggestue. Men så kom næste valg... Hvor skal han gå? Og mindst ligeså relevant... Hvor er der plads?
Oh my fr...... God! Udover det faktum, at det stort set er fuldstændig umuligt at få en vuggestueplads flere steder i Randers, så skulle vi nu også forholde os til de gode og dårlige steder (for der er jo forskel, desværre). For at gøre en MEGET lang historie kort, så har vi fået en plads hos Bækkestien. En integreret institution, dvs. vuggestue og børnehave samme sted, hvilket var et meget størt ønske fra mig! Men for at kunne få plads hos Bækkestien måtte vi takke ja til pladsen "allerede" den 1. juni, selvom vi først skulle bruge pladsen slut August. Nå, men anyhow.. Som den mor jeg er, så skulle jeg jo lige over og "tjekke stedet ud" inden vi takkede ja. Men nærmest ved første øjekast, første levende billede af glade vuggestue og børnehavebørn, venlige og empatiske pædagoger og hyggelige omgivelser. Stedet var så absolut godkendt. (Og PS. der er kage ved forældremøder ;o))
Valg nr. 2: Indkøring
Ugerne gik og før jeg havde set mig om, så nærmede vi os uge 35, hvor den reelle indkøring skulle starte. Hos mange af vores venner er det manden, der klarer indkøringen (dels fordi manden har barsel, dels fordi det for nogle er lidt hårdere for moderen at skulle køre ind). Men her er der no mercy, og jeg vidste fra starten, at jeg skulle klare indkøringen. Og præcis af selvsamme årsager har jeg gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle agere, når jeg skulle aflevere den lille guldklump.
Der er har på det seneste været MANGE skriverier i medierne omkring forældre, der nærmest grædende afleverer deres børn. Kysser dem. Fortæller dem, hvor højt de elsker dem selvom mor/far lige kører. Bruger adskillige minutter på at sige på gensyn. For det er faktisk lige præcis, hvad det er. Et gensyn. Gensynsglæde. Så med alle de forestillinger om mødre, der står og knuser deres børn så hårdt fordi et "farvel" er så svært, så var jeg en smuuuuule spændt på, hvordan jeg ville håndtere det. Men jeg gjorde det. Håndterede det på dén måde, som jeg mente var bedst for Emil, og dermed også for jeg selv. Det betød, at jeg den første gang jeg skulle køre gav Emil et kys og sagde "Vi ses.. Mor kommer snart igen. Hav en god dag." Og så gik jeg (læs = highfivede lige mig selv ude i bilen ;o)). Jeg gik, og ligeså mærkeligt som det føltes, ligeså tryg følte jeg mig. Jeg havde en tydelig mavefornemmelse af, at han var i virkelig gode hænder... Og boy, I was SO right! Det er nu halvanden uge siden, at jeg skulle sige på gensyn til ham første gang, og jeg er en virkelig glad mor (og alle de mødre, der har prøvet det her VED, at man - med en smule skam i sindet - nyder det lille frirum, der er for en stund. Altså... Indtil man desperat sidder og nedstirrer telefonen, og føler sig overbevist om, at der må være noget i vejen med den, da det nu er 5 timer siden, at man afleverede den lille purk ;o)).
Men bortset fra det... Det gør mig så inderligt glad, at jeg på trods af al den snak om nedskæringer osv. kan se og mærke det nærvær der er. Den eneste gang jeg - for now - har været tæt på at tude var da jeg kom for at hente Emil. Hans yndlingspædagog (for det tror jeg faktisk han har) stod med ham i ærmene, da den lille purk var træt, og uden hun eller Emil havde set mig, krammede hun ham og gav ham mysser, og flere af dem. Og jeg stod et splitsekund og bare sugede det øjeblik til mig. Jeg blev rørt helt ud til fingerspidserne. Og det gjorde mig lykkelig at vide, at nærvær er en stor del af skemaet på Bækkestien, når Emil skal tilbringe lidt mere end 8 timer af sin dag der.
Så hvorfor er det, at det skal være SÅ svært at aflevere den lille? Altså, jeg forstår godt, hvis man står med en grædende baby, at det kan være meget svært bare at gå. Men jo mere vi pylrer om dem (i mange af livets aspekter), jo mere "utrygge" bliver de kære små jo.. Misforstå mig ikke. Jeg klandrer ingen mødre derude, men jeg vil bare gerne slå et slag for, at vi skal sætte de kære smås reaktion først. Og hvis de mærker, at vi ikke er trygge/glade for at aflevere dem, ja.. Hvorfor skulle de så have lyst til at blive afleveret? Jeg ved også godt, at det ikke er helt så sort-hvidt, men alligevel :-) Det er jo et snarligt og gladeligt gensyn :-)
Jeg har endnu ikke hverken afleveret eller hentet en grædende dreng - tværtimod. Han er altid igang med at lege og kravle rundt sammen med de andre børn, når jeg kommer. Og så kan det godt ske, at 8 timer om dagen er lang tid for sådan en lille størrelse, men så længe, at barnet trives og forældrene er trygge, så kan man jo ikke forlange ret meget mere. Min mavefornemmelse er i hvert fald VIRKELIG god! Jovist, dagens højdepunkt bliver da at hente ham, men jeg bliver inderligt varm om hjertet, når jeg fornemmer den næstekærlighed og den vigtighed, som pædagogerne på Bækkestien ligger i deres arbejde. Så kan det være, at jeg lyder kold og kynisk ligenu, men med den indsats og den oplevelse jeg indtil videre har haft på Bækkestien, så er jeg faktisk helt okay med, at Emil skal tilbringe størstedelen af sin vågne tid hos dem, fordi jeg kan mærke, at de lever og ånder for de kære små og sætter en ære i at lære de små den nye verden at kende på bedste vis. Jeg har valgt, at aflevere med en "på-gensyn-politik", mens andre forældre måske tager "farvel-taktikken" (og dermed bruger laaaaaang tid på at sige farvel). Hvilken slags taktik bruger du/ har du oplevet, eller hvad forestiller du dig at gøre? :-)
/ G
Og nej, dette er på ingen måder et sponseret indlæg, der skal tale for Bækkestiens ansatte og deres kompetencer, men faktisk blot et forsøg på at definere et par af de mange svære valg, som man som forælder står overfor inden jobstart :-)
Lad os starte med valg nr. 1: Dagpleje eller vuggestue?
For nogle er valget simpelt. Enten fordi de selv er vokset op med dagpleje og for andre fordi de ønsker fagligt uddannede personer i en vuggestue. For os var valget også ret simpelt.. Ikke pga. egne erfaringer eller uddannelse, men ene og alene pga. fleksibilitet. Med en mand, der er selvstændig (og arbejder i omegnen af 100 timer om ugen) og med undertegnede, der også brænder for sit arbejde, der som udgangspunkt hedder 8-16.00 (udover de velkendte interessetimer), så var dagplejen på ingen måder muligt for os. Alle dagplejere (i hvert fald de offentlige) lukker i Randers Kommune senest kl. 16.30. Den årvågne vil tænke "Jamen, Gitte.. Så kan du da godt nå det?" Men nej, mit arbejde er placeret i Nørager the Hood tæt ved Hobro N, hvilket betyder transporttid på ca. 25-30 min.
Vuggestue-valget var derfor meget simpelt for os. Eller dvs. første del af valget, nemlig at Emil skulle i vuggestue. Men så kom næste valg... Hvor skal han gå? Og mindst ligeså relevant... Hvor er der plads?
Oh my fr...... God! Udover det faktum, at det stort set er fuldstændig umuligt at få en vuggestueplads flere steder i Randers, så skulle vi nu også forholde os til de gode og dårlige steder (for der er jo forskel, desværre). For at gøre en MEGET lang historie kort, så har vi fået en plads hos Bækkestien. En integreret institution, dvs. vuggestue og børnehave samme sted, hvilket var et meget størt ønske fra mig! Men for at kunne få plads hos Bækkestien måtte vi takke ja til pladsen "allerede" den 1. juni, selvom vi først skulle bruge pladsen slut August. Nå, men anyhow.. Som den mor jeg er, så skulle jeg jo lige over og "tjekke stedet ud" inden vi takkede ja. Men nærmest ved første øjekast, første levende billede af glade vuggestue og børnehavebørn, venlige og empatiske pædagoger og hyggelige omgivelser. Stedet var så absolut godkendt. (Og PS. der er kage ved forældremøder ;o))
Valg nr. 2: Indkøring
Ugerne gik og før jeg havde set mig om, så nærmede vi os uge 35, hvor den reelle indkøring skulle starte. Hos mange af vores venner er det manden, der klarer indkøringen (dels fordi manden har barsel, dels fordi det for nogle er lidt hårdere for moderen at skulle køre ind). Men her er der no mercy, og jeg vidste fra starten, at jeg skulle klare indkøringen. Og præcis af selvsamme årsager har jeg gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle agere, når jeg skulle aflevere den lille guldklump.
Der er har på det seneste været MANGE skriverier i medierne omkring forældre, der nærmest grædende afleverer deres børn. Kysser dem. Fortæller dem, hvor højt de elsker dem selvom mor/far lige kører. Bruger adskillige minutter på at sige på gensyn. For det er faktisk lige præcis, hvad det er. Et gensyn. Gensynsglæde. Så med alle de forestillinger om mødre, der står og knuser deres børn så hårdt fordi et "farvel" er så svært, så var jeg en smuuuuule spændt på, hvordan jeg ville håndtere det. Men jeg gjorde det. Håndterede det på dén måde, som jeg mente var bedst for Emil, og dermed også for jeg selv. Det betød, at jeg den første gang jeg skulle køre gav Emil et kys og sagde "Vi ses.. Mor kommer snart igen. Hav en god dag." Og så gik jeg (læs = highfivede lige mig selv ude i bilen ;o)). Jeg gik, og ligeså mærkeligt som det føltes, ligeså tryg følte jeg mig. Jeg havde en tydelig mavefornemmelse af, at han var i virkelig gode hænder... Og boy, I was SO right! Det er nu halvanden uge siden, at jeg skulle sige på gensyn til ham første gang, og jeg er en virkelig glad mor (og alle de mødre, der har prøvet det her VED, at man - med en smule skam i sindet - nyder det lille frirum, der er for en stund. Altså... Indtil man desperat sidder og nedstirrer telefonen, og føler sig overbevist om, at der må være noget i vejen med den, da det nu er 5 timer siden, at man afleverede den lille purk ;o)).
Men bortset fra det... Det gør mig så inderligt glad, at jeg på trods af al den snak om nedskæringer osv. kan se og mærke det nærvær der er. Den eneste gang jeg - for now - har været tæt på at tude var da jeg kom for at hente Emil. Hans yndlingspædagog (for det tror jeg faktisk han har) stod med ham i ærmene, da den lille purk var træt, og uden hun eller Emil havde set mig, krammede hun ham og gav ham mysser, og flere af dem. Og jeg stod et splitsekund og bare sugede det øjeblik til mig. Jeg blev rørt helt ud til fingerspidserne. Og det gjorde mig lykkelig at vide, at nærvær er en stor del af skemaet på Bækkestien, når Emil skal tilbringe lidt mere end 8 timer af sin dag der.
Så hvorfor er det, at det skal være SÅ svært at aflevere den lille? Altså, jeg forstår godt, hvis man står med en grædende baby, at det kan være meget svært bare at gå. Men jo mere vi pylrer om dem (i mange af livets aspekter), jo mere "utrygge" bliver de kære små jo.. Misforstå mig ikke. Jeg klandrer ingen mødre derude, men jeg vil bare gerne slå et slag for, at vi skal sætte de kære smås reaktion først. Og hvis de mærker, at vi ikke er trygge/glade for at aflevere dem, ja.. Hvorfor skulle de så have lyst til at blive afleveret? Jeg ved også godt, at det ikke er helt så sort-hvidt, men alligevel :-) Det er jo et snarligt og gladeligt gensyn :-)
Jeg har endnu ikke hverken afleveret eller hentet en grædende dreng - tværtimod. Han er altid igang med at lege og kravle rundt sammen med de andre børn, når jeg kommer. Og så kan det godt ske, at 8 timer om dagen er lang tid for sådan en lille størrelse, men så længe, at barnet trives og forældrene er trygge, så kan man jo ikke forlange ret meget mere. Min mavefornemmelse er i hvert fald VIRKELIG god! Jovist, dagens højdepunkt bliver da at hente ham, men jeg bliver inderligt varm om hjertet, når jeg fornemmer den næstekærlighed og den vigtighed, som pædagogerne på Bækkestien ligger i deres arbejde. Så kan det være, at jeg lyder kold og kynisk ligenu, men med den indsats og den oplevelse jeg indtil videre har haft på Bækkestien, så er jeg faktisk helt okay med, at Emil skal tilbringe størstedelen af sin vågne tid hos dem, fordi jeg kan mærke, at de lever og ånder for de kære små og sætter en ære i at lære de små den nye verden at kende på bedste vis. Jeg har valgt, at aflevere med en "på-gensyn-politik", mens andre forældre måske tager "farvel-taktikken" (og dermed bruger laaaaaang tid på at sige farvel). Hvilken slags taktik bruger du/ har du oplevet, eller hvad forestiller du dig at gøre? :-)
/ G
Og nej, dette er på ingen måder et sponseret indlæg, der skal tale for Bækkestiens ansatte og deres kompetencer, men faktisk blot et forsøg på at definere et par af de mange svære valg, som man som forælder står overfor inden jobstart :-)
Comments
Post a Comment