The honest issue

Let’s be honest… Mange gravide kvinder drømmer i det skjulte om, at når baby er født, så bliver ens krop på magisk vis om at deres krop ret hurtigt bliver sig selv igen. Lidt på samme måde som Askepot, der får sin kjole til ballet syet af små søde mus. Jeg er ked af at måtte skuffe jer, men… Not gonna happen! Ikke at det er umuligt, overhovedet, men der skal lige lidt mere til, og for nogle går det nemmere end andre og omvendt.

Jeg skal også være ærlig og sige at, jeg ikke var én af dem. Jeg gruede for at forblive stor, altså stor som i, at man lignede en, der konstant var lidt gravid. Årsagen til denne frygt er logisk; jeg var som ung (altså som i mine begyndende 20’ere) en stor pige. Ikke gigantisk, men stor, og kampen for at komme de kilo til livs var hård, men det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Kald mig blot forfængelig og egoistisk, men den del var og er vigtig for mig, især når man som jeg har være 15 kilo større end jeg er nu, og har kæmpet for at nå dertil, hvor jeg er i dag. Fordi jeg netop var en stor pige var jeg endnu mere bange for, at det ville blive stort set umuligt for mig at komme af med de ekstra kilo. Af selvsamme årsag havde jeg allerede før fødslen sat mit to mål:

1. Til Emils barnedåb skulle jeg være nede på den vægt jeg havde, da jeg blev gravid med Emil.

2. Til sommer (1. Juli) skal jeg være af med de sidste 3 forbandede kilo, som længe har irriteret mig grænseløst.

På søndag bliver lille Emil så 4 måneder – FIRE MÅNEDER!! Jeg kan slet ikke forstå det, tiden flyver af sted (Hurra for en typisk kliché, som alle forældre giver kommende forældre), og okay… Fair nok – det har helt ret! Søndag er det med andre ord også 4 måneder siden, og samtidig skal Emil døbes, og dermed deadline for første mål.

Og det er sjældent, at jeg siger det her om mig selv, men jeg er stolt. Jeg har nået mit første mål! På 2 måneder (jeg tillod først mig selv at træne efter den famøse 8 ugers undersøgelse) har jeg spist og trænet mig ned til den samme vægt, som da jeg blev gravid med Emil. 

Og hvordan føles det så? Svaret er ”FANTASTISK!” Er der noget anderledes? Svaret hertil er kort og godt ”Ja”.  Min fødsel af Emil har været mild mod min krop, men ikke desto mindre er der stadig et par ting, der er anderledes. Min mindst flatterende del på min krop, nemlig maven, er på ingen måder som den var før, og jeg har også en lille mistanke om, at hofterne er en my bredere end før, men jeg aner det i virkeligheden ikke. 

Mange ville sige, at tallet på vægten jo i sidste ende ”bare” er et tal. Og ja, det er det sådan set også. Men det er et tal, der har en betydning for mig. Det vigtigste er naturligvis ens spejlbillede, men det har heldigvis også ændret sig i takt med de tabte kilo. Der er ingen tvivl. Jeg vidste, at min deadline var ambitiøs (det var trods alt ca. 12 kg. fra hjemkomst fra sygehuset), der skulle barberes af, men undskyld mit sprog… F… Janteloven, I did it! Nu vil jeg fortsætte kampen for at komme af med de sidste kilo, og samtidig være stolt over at være nået så langt.

Til alle jer derude, som nævnt – Husk hvad Peter Mygind i 90’ernes tv-show, Fangerne på Fortet sagde: ”Intet er umuligt for den, som bærer viljen i hjertet!”

/G

PS.: Og nej, det er ikke en aprilsnar ;o)