Laters baby...

Over 100 millioner eksemplarer og oversat til 52 sprog. Og at traileren til filmatiseringen sidste år blev set mere end 93 millioner gange. Ja, jeg taler om Fifty Shades of Grey. 



De fleste kvinder har set den, men nok nærmest ALLE har hørt om den. Fifty Shades of Grey... Husmorporno-filmen, der delte vandene blandt publikum, men alligevel blev en sikker biograf-succes. Jeg har set filmen flere gange (indrømmet), og læst flere bloggere og journalisters domme over den, og alle forsøger de at besvare spørgsmålet om, hvorfor mange kvinder bjergtages af denne film og i bogstavligste forstand har slugt bøgerne råt (alle gode gange to!). Jeg vil nu komme med mit bud på, hvorfor den - uagtet holdninger - er blevet til den succes, den er. Okay, inden mit bud her skal det lige siges, at vi har en vinklub på arbejdet, og nøj, hvor er Fifty Shades of Grey blevet debatteret op til flere gange i takt med indtaget af alkohol. Ofte (hurra for generalisering) foregik det således, at de af mændene som ikke havde set filmen eller læst bøgerne, var overbeviste om, at det hele bare handlede om sex pakket ind, så det var spiseligt for os kvinder. De få der rent faktisk havde set filmen eller læst brudstykker af (eller hele) bogen havde derimod en anden, og i min optik, mere sandfærdig forestilling om, hvad der drager os kvinder til denne film. Og bemærk venligst, at mine tanker ikke er listet i en bestemt rækkefølge ;o)

1. Romantik og opmærksomhed
Romantik... Askepot, Prinsen på den hvide hest osv. Vi kender den gamle og eventyragtige beskrivelse af romantik, men i Fifty Shades of Grey tages romantikken til et andet niveau. Uagtet hvor twistet kærlighedsforholdet mellem de to hovedpersoner er, så handler det om følelser og romantik. De handler uomtvisteligt om det faktum, at de to simpelthen ikke kan slippe hinanden. Mr. Grey (så ypperligt godt spillet af Jamie Dornan) er ikke den perfekte mand (eller jo, måske, men han har en fortid) og en nutid, der gør ham et besværligt, men interessant bekendtskab. Hans romantik bliver mere virkelighedstro (okay, måske med en kende overdrivelse i form af meget meget dyre gaver, men ikke desto mindre), da det hele bunder i opmærksomhed. Han er en mester i at give den så evigt søde Anastacia sin udelte opmærksomhed, og de fleste kvinder ville lyve, hvis de ikke elskede det - bare engang imellem. Vores kvindelige hovedperson er så tilpas naiv (på den søde måde), uskyldig, yndefuld og bare kær, som er en fantastisk modsætning til Mr. Grey, som tager føringen, og viser og fortæller, hvad han vil have. Og come on piger... Hvem er ikke pjattet med den del, altså (som med alt andet) i de rette doser? 

2. Komplimenter
Hvilken kvinde elsker ikke at blive bekræftet, og for den sags skyld også, hvilke mænd elsker ikke det? Præcis denne del er Mr. Grey "også" ekspert i. Han kan formå at gøre vores kvindelige hovedperson helt og aldeles omtumlet uden at se noget, og bare ved at kigge på hende. Dernæst er han eminent til ord og evner gang på gang at sige de rigtige ting, som vil varme enhver kvindes hjerte. 

3. Forførelse
En stor del af filmen handler naturligvis om den sensuelle forførelse, og forspil. Forspillet er en større del af filmen end selve akten, hvilket jeg også tror, tiltaler filmens kvindelige seere. Han formår at "se igennem hende" og bruge det som et middel til at forføre hende, og det viser indsigt, interesse og passion, og let's face it... De fleste kvinder falder for det. 

4. Humor
Jeg knuselsker Anastacias flabethed og modspil overfor den ellers magtfulde Mr. Grey, og det er én af de ting, der giver filmen en stor portion charme. 

5. Forkælelse
Okay, jeg er forberedt på at forarge mange nu, men... Inderst inde er jeg sikker på, at mange kvinder finder det flatterende, at Mr. Grey kan købe lige, hvad han vil til hende og forkæle hende og overøse hende med gaver. I denne henseende handler det ikke om størrelsen eller prisen på gaverne, men derimod den tanke og de følelser, der ligger bag hans gaver.

Så med andre ord. Ja, Fifty Shades of Grey er historie, hvor sex fylder meget, ja. Men den byder på så meget mere end dét, hvilket jeg tror er årsagen til, at mange kvinder falder for filmen (og Mr. Grey). 
Så kvinder... Har I ikke set den, så gør det! Og mænd, har I ikke set den, så gør det... Hvem ved... Måske der gemte sig et fif eller to ;o)

Er dette så det nye sort, altså tækkelig husmor-porno... Er det kommet for at blive? Er det fremtiden eller er vi ligesom ved at være mættet? Fifty Shades of Grey satte ligesom en ny era igang inden for denne genre, og det var som om forfattere verden over sad med deres lille hemmelige historie, som de alle drømte om at få publiceret. For med ét kunne man ikke gå i Føtex for der stod flere baner med erotiske kærlighedshistorier. Personligt tror jeg ikke denne genre udvikler sig endnu mere, men jeg tror, at der efter Fifty Shades of Grey vil være efterdønninger længe, og især taget i betragtning af, at Fifty Shades Darker og Fifty Shades Freed filmatiseres og kommer i biograden i henholdsvis 2017 og 2018. Spørgsmålet er, hvad der kommer til at ske efter 2018, og det kan man jo kun gisne om. Jeg tror, at mange kvinder verden over er blevet "fanget" af den lethed, forfjamskethed og lader sig forføre af denne slags bøger, og derfor vil der helt sikkert også komme "en ny"arvtager fra Fifty Shades of Grey. Men det vil kun tiden vise, og indtil da... Laters baby ;o)

/ G





Comments

Popular posts from this blog

”En oplevelse”, siger du....?

Barselslivet - fordomme om den dér mødregruppe

Kære Emil