Med følelserne udenpå tøjet

I går så jeg sidste del af dokumentaren ”Børnene på psyk”. Fuldstændig vædet til med tårer i øjnene. Lammet og rystet over, at et stigende antal unge mennesker indlægges på psykiatisk pga. tvangstanker, anoreksi eller noget helt tredje. 40% over de seneste 5 år. Jeg får ondt i hjertet. I sjælen. Det gør sådan fysisk ondt, når man ser og hører om de unge mennesker og deres indre kamp. Årsagerne er mange, men ofte er det ydre belastninger, hvor børnene har mistet, og de har oplevet store forandringer i livet.

Det fik mig til at reflektere over det samfund, som vores kære små skal vokse op i.. For hvad er der galt med samfundet, når antallet af børne- og ungdomsindlæggelser bare stiger og stiger? Og hvordan kan vi som forældre gøre en forskel? 

Det lykkeligste folkefærd

Vi har det godt i Danmark. Ingen tvivl om det. Vi har mange muligheder, privilegier og det er ikke uden grund, at vi igen er blevet kåret til verdens lykkeligste folkefærd. Men der er noget galt i Danmark, når tallene viser en stigning på 40% over de seneste 5 år (ifølge udsendelsen).

Det ryster mig på mange måder, at vi som det lykkeligste folkefærd i verden ikke er bedre til at passe på vores unge mennesker. At vi ikke kan se, hvad det er for aspekter i vores samfund, som medfører denne stigning. Jeg er godt klar over, at størstedelen af indlæggelserne (nok) handler om en kamp, som de unge har pga. skelsættende oplevelser i deres liv. Men måske vi skal kigge indad også? Måske vi skal kigge på den sociale færden online og offline. Om hvordan mange unge lever deres liv igennem de sociale medier, hvor alting fremstilles mere perfekt. Mere rigtigt. Og det gør potentielt, at de unge føler sig mindre rigtige og mindre perfekte. Og hvordan kan man så være ”rigtig” til; hvordan skal de leve op til idealet? Måske de også bliver for hurtigt voksne med alle de muligheder og tanker, der følger med dét at være voksen.

”Jojo, Gitte, men det er jo også et ”program”, der er lavet for at blive set.. Verden er ikke altid så sort-hvid.” 

Nej, det er den ikke. Overhovedet faktisk. Men faktum er, at jeg kan mærke, at et program som det her rører noget særligt i mig, naturligvis fordi jeg selv er blevet mor. Og tankerne om, hvordan vi som forældre kan gøre vores til, at vores børn har det så godt som de overhovedet kan have det.
Måske vi som forældre skal stoppe op og huske nærværet. Huske på at den arbejdsmail også er der i morgen. Huske på at vasketøjet ikke flytter sig. Huske på at det er okay nogle gange at tage det nemme take-away valg. Huske på at være der, sætte grænser og rose, når der skal roses.
(Og nej, jeg siger SLET IKKE, at forældrene i programmet ikke har levet op til deres opgave! Det er særdeles vigtigt for mig at pointere!!)

I virkeligheden er det fuldstændig forkert at forsøge at generalisere og sige, hvad vi skal gøre anderledes og bedre. Både som samfund og som forældre. Størstedelen af forældre gør jo det allerbedste de kan med de midler og muligheder de har til rådighed, og vigtigst af alt – de har taget et valg. Bevidst eller ubevidst måske, men stadig et valg om, hvordan deres liv skal være sammen med deres børn. Men uanset hvad, så skal vi som borgere i Danmark tænke over, hvordan vi kan vende denne udvikling, hvor flere børn og unge har brug for at blive indlagt. 

/G