En vuggestue-dreng...

Om 3 uger starter Emil i vuggestue. Tre uger. Min lille bitte baby Emil er pludselig blevet stor, og blevet en lille dreng. En lille dreng som skal starte i vuggestue på stuen "Mariehønen". På den ene side glæder jeg mig (især på hans vegne) til, at han skal ud og have nye oplevelser og input sammen med andre børn, og på den anden side er det jo på én eller anden måde nu, at selvstændigheden stille og roligt begynder. Jeg kunne stille spørgsmålet om, han er klar, og det tror jeg i dén grad, at han er, men er jeg? Inderst inde, så er jeg klar, og jeg kan mærke, at det er tiden for ham at skulle ud og opleve verden endnu mere, og jeg GLÆDER mig til at komme tilbage på arbejdet og få en hverdag etableret. Jeg har nydt at gå hjemme ved ham, men jeg ville aldrig blive en hjemmegående husmor. Dertil brænder jeg for meget for mit arbejde og for mit fag. Men det er ikke det samme som at jeg ikke brænder for min søn. For det gør jeg.

Jeg har nu været ved at lave en af mine famøse Gitte-lister for at danne mig et overblik over, hvad jeg mangler til Emil til hans vuggestuestart. Og som førstegangsforælder er det altså lidt af en jungle, synes jeg. Men jeg tror, at jeg har styr på det – ellers skal jeg i hvert fald nok få det J Men hvordan blev det lige til, at min lille dreng fylder 9 måneder lige om lidt? Jeg ved godt, at det er verdens største kliche, men det dér med, at tiden går hurtigere, når man får børn… Det forekommer mig ret sandfærdigt pt.

Så med tre uger tilbage inden vuggestuestart, så skal ugerne nydes, hvilket i min optik betyder så få planer som muligt… Jeg vil nyde den sidste tid med min ”lille” dreng inden han pludselig bliver en stor dreng, der skal i vuggestue og lege med de andre.

Og netop nu – på én eller anden måde meget passende – ligger babyalarmen og gengiver min søns snakken. Så nu vil jeg gå ud og tage ham op og give ham en ekstra stor krammer. Fordi jeg kan <3


/G

Comments

Popular posts from this blog

”En oplevelse”, siger du....?

Barselslivet - fordomme om den dér mødregruppe

Kære Emil