Da Emil blev født. Min fødselsberetning.

Langt om længe har jeg fået sat ord på min fødsel. Det er et laaaangt indlæg, og jeg overvejede at dele det op, men nu får I altså alligevel hele molevitten… Som i HELE molevitten (måske bortset fra et par enkelte detaljer). Værsågod.

Vi starter egentlig dagen før, at det hele sker. Og det indebærer chokolade.. Masser af det faktisk. Onsdag den 2. December 2015 var jeg – traditionen tro – til chokoladekursus i Ebeltoft. Nærmere betegnet chokoladehimlen, midt i julemåneden. Vi er en lille flok, hvor de fleste af os kender hinanden, og det er en virkelig hyggelig tradition. På vej til Ebeltoft sidder jeg og joker overfor min mor og min veninde om, om hvad der mon ville ske, hvis nu vandet pludselig gik dér. Hos konditoriet. Min mor aka den kommende mormor kunne faktisk slet ikke se det morsomme i det, og min veninde (som også selv har været igennem fødemøllen) mente måske heller ikke, at det ville være sååååå heldigt. Nej nej, fair nok… Men tanken var lidt spøjs. Heldigvis kom jeg helskinnet hjem, og stadig tyk af både baby og MASSER af chokolade (man må nemlig spise alt det man vil imens man laver chokolade ;o))

Jeg landede hjemme kl. 22.30 – træt, mæt og følte på ingen måder at noget var under opsejling, så jeg gik i seng kl. ca. 23.00 og havde som det sidste inden jeg hoppede i seng skrevet et par ekstra ting på min liste. For med en termin den 9. December, så skulle jeg altså også have pakket den dér taske til fødslen og dagene på sygehuset. Og torsdagen var planlagt i mit hoved med pakning af taske og afhentning af de sidste julegaver i Aarhus. Sådan skulle det dog ikke helt gå.

Kl. ca. 01.00 vågnede jeg og følte, at jeg tissede i bukserne. Sådan virkelig meget. ”Shit, øh, vandet er gået…!” Jeg vækkede Mads, og fik informeret ham om at vandet var gået. ”Hvad…? Nu…? Så er det jo snart?” Altså, snart er jo et farligt ord i fødsels-regi, men jo… ”Snart”. Shit. Sommerfuglene meldte for alvor sin ankomst. Jeg var spændt, men fortrød i et splitsekund også det hele lidt… Der er ingen vej tilbage. Baby skal ud... Snart.  Jeg fik ringet til jordemoderen (var med i Kendt Jordemoderordning, som er ABSOLUT anbefalelsesværdig), og hun var præcis ligeså sød, som alle de andre gange, jeg havde mødt hende! Hun bad mig gå ind og få lidt søvn og få slappet lidt af, og så skulle vi mødes på fødegangen kl. 07.00. ”Normalt tager sådan noget jo lidt tid”, sagde hun smilende. Ja… Normalt. I bedste Frank Hvam stil spurgte Mads, som den selvstændige han er, om det var okay, at han lige gik i kælderen og fik bestilt materialer til dagene efter. På det tidspunkt havde jeg overskud, så det var ikke noget problem. Inden jeg skulle have lidt søvn og samle kræfter (troede jeg!) kunne jeg jo lige smide et par ting til Emil i den dér taske.

Jeg forestillede mig, at jeg havde god tid inden veerne ville starte. Det havde jeg så ikke. Da klokken var ca. 01.45 lå jeg med de første hårde veer, dog stadig med ca. 5 minutter mellem hver. Men de var for hårde til, at jeg kunne håndtere at ligge der alene. Så ringede til Mads, som sad i kælderen, og som kom op. Da klokken var ca. 02.30 var veerne endnu mere voldsomme, og foruden veer, så kastede jeg også op og min temperatur faldt. Mads ringede til jordemoderen, som kunne fortælle os, at det var ganske normalt.

Halvanden time senere lå jeg med så voldsomme veer, der kom på en stribe og nu med 1 minuts varighed og med 3 ½ minut mellem hver. Jeg lå i bogstaveligste forstand og vred mig og skreg i sengen, og følte en inderlig pressetrang. Dét fik Mads til at ringe til jordemoderen (igen igen), som – da hun hørte mig i baggrunden – måtte sande, at jeg var i den aktive fase af fødslen. Så vi fik besked på at køre på sygehuset, og så ville vores jordemoder komme så hurtigt som muligt (hun bor ca. 40 minutters kørsel fra Randers). Med veer på stribe kunne jeg slet ikke forholde mig til, hvordan jeg skulle komme ned af trapperne fra første sal for da slet ikke at tale om at komme ind i bilen. Men Mads fik hjulpet mig ned ad trapperne og ud til bilen i garagen. Her stod jeg op ad bilen og hev i tagbøjlerne hver gang, der kom en ve. Mads for rundt for at få smidt autostolen ind i bilen og lige få kastet noget i den dér taske, som jeg skulle have haft styr på ;o) Da Mads kom ud i garagen spurgte han, om jeg ville ligge ned på bagsædet, og NEJ! Jeg skulle bestemt ikke ligge ned! Det endte med, at jeg sad/lå på siden på forsædet. Eftersom klokken jo var omkring kl. 05.00 torsdag morgen var der ikke just mange biler på gaden (heldigvis), men jeg fik alligevel kommenteret, om Mads ikke nok ville køre langsomt henover alle de humpler på Hobrovej (de der kender Hobrovej ved også, at vejen er fuldstændig uden humpler ;o)), og at han sq da for h…. Ikke skulle holde for rødt lys!

Da vi nærmer os sygehuset spørger han simpelthen, om jeg kunne holde til at gå fra p-huset!?!? WHAT! ØH NEJ! Mads fik smidt bilen ind ca. 200 m. fra hovedindgangen, og stædig som jeg er, fik jeg vraltet med Mads ved min side et mini skridt ad gangen. I øvrigt skal det så lige påpeges, at jeg jo kom i det mest yndige outfit… En Nuser (ja, hunden Snoopy) natbluse uden BH (sexy as hell, I know it ;o)) og et par hygge graviditetsbukser og klipklappere. Da vi kommer op på fødegangen forsøger jeg desperat at sende et smil, men jeg er sikker på, at jeg ser pænt anstrengt ud. Vores egen jordemoder var ikke nået at komme endnu, så vi bliver lige vist ind i modtagelsen af en anden jordemoder, hvor jeg lige skal undersøges for at se, hvor langt jeg er i forløbet. Imens jordemoderen er ude at hente noget håndklæde, står jeg op for at håndtere de voldsomme veer og pludselig kommer der meget blod ud, og Mads farer ud og henter jordemoderen. Da hun kommer ind spørger jeg, om jeg ikke bare kan få den skide epidural blokade (ja, jeg tror faktisk, at det var den præcise vending), hvortil jordemoderen siger, at vi lige skal se, hvor langt jeg er. Og dommen var klar: ”Gitte, du er 10 cm. Åben og har været det i lidt tid, så vi skal bare have dig en på en fødestue NU.” I samme øjeblik kommer min jordemoder løbende og går direkte med ind på fødestuen og får mig anbragt dér klokken ca. 05.40.

Der er enkelte detaljer, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, men jeg kan sige så meget, at eftersom det hele gik pænt stærkt lige dér, så var der ting (som ellers er normal procedure under en fødsel, som vi simpelthen ikke nåede at få klaret inden. Mine veer var hele vejen igennem meget voldsomme, hvilket resulteret i, at jeg fik lagt en vekurve for at holde øje med babys og min hjerterytme, og Mads måtte holde en iltmaske over mit ansigt for at jeg kunne fokusere og sikke, at alt forløb som det skulle. Efter lidt over en time, kommer Emil til verden – sund, rask og helt perfekt – kl. 06.57. 52 cm. og 3825 g. ren kærlighed. Da Emil blev lagt op til mig, gik der lige et par minutter før jeg forstod, at han nu var her. Lige her. Og altid skal være det. Det hele var simpelthen gået så stærkt, og hele den intense oplevelse skulle lige sive ind.

Nu sidder jeg her. Små 9 måneder senere, og med en krop, som har været igennem en fødsel, men som jeg stadig – alt til trods – er taknemmelig for, ser ud som den gør. Og hvordan så til en eventuel næste gang? Vil jeg håbe på en tilsvarende fødsel eller..?

Well, faktisk sagde min jordemoder til mig, at hovedreglen er, at man halverer sin fødsel anden gang, så… Næste gang mente hun, at vi bare skulle køre derop, når vi havde ringet ;-) Men når det er sagt, så er der ingen fødsel, der er ens. Men ingen tvivl om, at jeg gerne så en fødsel a la denne her, hvis det var. Mads klarede det til UG, og selvom mange kvinder har gjort det før, så er jeg pissestolt over at have klaret det hele uden smertestillende. Jeg skal dog ikke benægte, at jeg en anden gang, hvis jeg var i bedre tid, ville takke ja til epiduralen… Mon ikke ;o)

Men til alle de kvinder derude, der venter sig eller som drømmer om den dag, at de står med liv i maven.. Glæd jer! Jo, det er smertefuldt langt ind i h…, det kan tage timer, din krop vil ændre sig, men du kommer igennem det hele, og resultatet er ubeskriveligt. Uden ord. Bare fyldt med kærlighed.

/G