Løbedrømme
For præcis 2 år siden var jeg i mit livs bedste form. Jeg var ca. en måned fra at skulle løbe mit første halvmarathon. Et halvmarathon! Jeg var nervøs, spændt, usikker og fyldt med sommerfugle i maven. Der gik ikke én dag efter beslutningen langt om længe var taget, hvor jeg ikke tænkte "Hvad f..... har du rodet dig ud i?! Gitte, det er 21.97 km!" Og når man så lige tænker over det, så er det jo egentlig ret sindssygt... I hvert fald i min verden. Det svarer til en tur hjemmefra og til Mariager, altså som i til en anden by! Eller ca. 21 gåture op og ned ad Strøget i KBH, fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv (tal lige om et ivrigt shoppegen så ;o)). Som sagt, det er er lang tur og havde nogen sagt til mig for 10 år siden, at jeg skulle løbe halvmarathon, så havde jeg grinet dem lige op i ansigtet, meget endda.
Tiden nærmere sig, og jo bedre form jeg kom i, jo mere turde jeg også sætte mig et tidsmål. Jeg ville gerne under 2 timer, som i rigtig gerne. Der var bare noget magisk for mig at komme under de to timer.Dagen oprandt og jeg havde SÅ mange sommerfugle i maven! At køre til Aarhus, få startnummeret og se mållinjen... Jeg husker tydeligt, hvordan adrenalinet allerede dér pumpede. Ville jeg virkelig komme til at gennemføre og løbe over det målfelt? Og hell yes... I did! Det var - naturligvis - pisse hårdt, men lykkerusen at kunne se målstregen og krydse den, det er nok den vildeste sportspræstation for mig nogensinde. At komme i mål og få en medalje hængt over halsen... Det var ubeskriveligt. Løbet i sig selv var enestående! Der var mødt tusindvis af tilskuere op for at heppe os 12.000 løbere igennem ruten og over målstregen, hvilket gjorde løbsoplevelsen helt eminent! Derudover løb jeg (foruden med mit Garmin Forerunner ur) også med min telefon, hvor flere var så søde at peptalke mig på Endomondo på størstedelen af ruten (TAK til jer - I ved hvem I er:-)) Resultatmæssigt nåede jeg dog ikke helt under de timer. Tiden blev 02.05.01. Men det var ligemeget. Jeg var pavestolt! Og fyldt med det vildeste adrenalinkick. Så meget, at jeg tog hjem og meldte mig til det næste halvmarathon (ja, jeg var sindssyg i gerningsøjeblikket), som ville foregå 2 1/2 måned senere. Målet var det samme... At komme under de magiske to timer. Og denne gang lykkedes det. Tiden blev 01.58.56! Og det var intet mindre end en ligeså god oplevelse. Men der er jo naturligvis altid noget helt specielt over den første gang.
Og nu skriver vi 8 maj 2016. Præcis 7 søndage. Nærmere betegnet 44 dage. Dér løber Bestseller Aarhus City Halvmarathon 2016 af stablen. Og nej, jeg er ikke meldt til... I hvert fald ikke endnu. Jeg er stadig på overvejelsesstadiet. Lysten er der, men nervøsiteten for at kroppen ikke kan endnu er der også. Og mit konkurrencegen. Min egen største konkurrent er mig selv, og mine overvejelser er mange. "Er jeg i god nok form?", "Kan jeg?" og ikke mindst tankerne om, hvor villig jeg er til at tænke på det eventuelt kommende løb som et løb, der "bare" skal gennemføres, og hvor jeg ikke løber efter en bestemt tid. Det er dér jeg kommer til kort, for det ved jeg virkelig ikke. Jeg vil jo helst ikke løbe det langsommere end det første... Det er lidt over 5 måneder siden jeg fødte, og er efterhånden på vej tilbage i en nogenlunde grundform. Jeg er der ikke endnu, men godt på vej. Men er det nok til et halvmarathon?
Min klassiske ubeslutsomhed viser sig også nu, for ellers havde jeg jo bare købt den billet... Men man skal aldrig sige aldrig. Jeg overvejer det, meget. I øvrigt så havde jeg nemlig aldrig drømt om at ville løbe et halvmarathon ca. 6 måneder efter Emils fødsel. Det havde jeg aldrig troet ville være en mulighed. Men lad os se, hvad formen og kilometerne i benene siger, når vi kommer tættere på.
Og på det que vil jeg snart hoppe i noget løbetøj og komme afsted i det dejlige forårsvejr :-)
/ G
Tiden nærmere sig, og jo bedre form jeg kom i, jo mere turde jeg også sætte mig et tidsmål. Jeg ville gerne under 2 timer, som i rigtig gerne. Der var bare noget magisk for mig at komme under de to timer.Dagen oprandt og jeg havde SÅ mange sommerfugle i maven! At køre til Aarhus, få startnummeret og se mållinjen... Jeg husker tydeligt, hvordan adrenalinet allerede dér pumpede. Ville jeg virkelig komme til at gennemføre og løbe over det målfelt? Og hell yes... I did! Det var - naturligvis - pisse hårdt, men lykkerusen at kunne se målstregen og krydse den, det er nok den vildeste sportspræstation for mig nogensinde. At komme i mål og få en medalje hængt over halsen... Det var ubeskriveligt. Løbet i sig selv var enestående! Der var mødt tusindvis af tilskuere op for at heppe os 12.000 løbere igennem ruten og over målstregen, hvilket gjorde løbsoplevelsen helt eminent! Derudover løb jeg (foruden med mit Garmin Forerunner ur) også med min telefon, hvor flere var så søde at peptalke mig på Endomondo på størstedelen af ruten (TAK til jer - I ved hvem I er:-)) Resultatmæssigt nåede jeg dog ikke helt under de timer. Tiden blev 02.05.01. Men det var ligemeget. Jeg var pavestolt! Og fyldt med det vildeste adrenalinkick. Så meget, at jeg tog hjem og meldte mig til det næste halvmarathon (ja, jeg var sindssyg i gerningsøjeblikket), som ville foregå 2 1/2 måned senere. Målet var det samme... At komme under de magiske to timer. Og denne gang lykkedes det. Tiden blev 01.58.56! Og det var intet mindre end en ligeså god oplevelse. Men der er jo naturligvis altid noget helt specielt over den første gang.
Og nu skriver vi 8 maj 2016. Præcis 7 søndage. Nærmere betegnet 44 dage. Dér løber Bestseller Aarhus City Halvmarathon 2016 af stablen. Og nej, jeg er ikke meldt til... I hvert fald ikke endnu. Jeg er stadig på overvejelsesstadiet. Lysten er der, men nervøsiteten for at kroppen ikke kan endnu er der også. Og mit konkurrencegen. Min egen største konkurrent er mig selv, og mine overvejelser er mange. "Er jeg i god nok form?", "Kan jeg?" og ikke mindst tankerne om, hvor villig jeg er til at tænke på det eventuelt kommende løb som et løb, der "bare" skal gennemføres, og hvor jeg ikke løber efter en bestemt tid. Det er dér jeg kommer til kort, for det ved jeg virkelig ikke. Jeg vil jo helst ikke løbe det langsommere end det første... Det er lidt over 5 måneder siden jeg fødte, og er efterhånden på vej tilbage i en nogenlunde grundform. Jeg er der ikke endnu, men godt på vej. Men er det nok til et halvmarathon?
Min klassiske ubeslutsomhed viser sig også nu, for ellers havde jeg jo bare købt den billet... Men man skal aldrig sige aldrig. Jeg overvejer det, meget. I øvrigt så havde jeg nemlig aldrig drømt om at ville løbe et halvmarathon ca. 6 måneder efter Emils fødsel. Det havde jeg aldrig troet ville være en mulighed. Men lad os se, hvad formen og kilometerne i benene siger, når vi kommer tættere på.
Og på det que vil jeg snart hoppe i noget løbetøj og komme afsted i det dejlige forårsvejr :-)
/ G
Comments
Post a Comment