Da Viktor kom til verden - Min fødselsberetning

Det er snart to måneder siden, at Viktor mødte verden. Og jeg er klar til at berette om min fødselshistorie. En historie noget anderledes end med Emil. Værsegod :-)

Vi starter egentlig et par dage før hans fødselsdag, nemlig tirsdag den 27. december, hvor jeg havde en tid hos min søde jordemoder. En tid, som hverken hun eller jeg egentlig havde forventet, at jeg skulle møde op til. Nogle af jer ved, at jeg har døjet en del mere med alting under den anden graviditet her, og derfor havde min jordemoder og jeg talt om en hindeløsning, hvis jeg skulle dukke op den 27. december. Det lykkedes. Jeg tog fra jordemoderkonsultationen en hindeløsning rigere og håb forude. Efter jordemoderkonsultationen mødtes jeg til lidt barselshygge med en veninde, som anbefalede fødselsmodnende akupunktur. Anbefalingen gik til Christina Klok (akupunktør med speciale i fertilitet), og en jeg også selv havde gode erfaringer med. Jeg blev enig med mig selv om at smide hende en mail om, at hvis hun nu skulle få et afbud til det mellem jul og nytår, så måtte hun gerne give lyd. Torsdag var der stadig ingen tegn på, at noget skulle i gang, og jeg var sikker på, at han havde søgt om permanent opholdstilladelse derinde, selvom jeg ikke engang havde nået min terminsdato. Så da der tikkede en mail ind om et afbud til kl. 16.00 torsdag eftermiddag hos Christina Klok, så takkede jeg ja.

Jeg tog hjem fra akupunkturen, træt og med beskeden om at sørge for at slappe lidt af. Min krop føltes ikke spor anderledes. Ikke at jeg havde forventet det, but still… Og indrømmet, jeg var efterhånden ved at tro, at jeg skulle gå over terminsdatoen. Ikke at der som sådan var noget i vejen med det, men når man sidste gang fødte 6 dage før termin, så var jeg ligesom sikker på, at jeg jo skulle føde før termin denne gang også.  Og jeg var i dén grad klar, og det følte jeg bestemt også, at min krop var. Nå, men jeg gik i seng og gjorde mig klar til endnu en dag uden lillebror, og havde tænkt at forkæle Emil med en tur i Randers Regnskov. Det skulle dog vise sig, at han måtte have den tur til gode…

Fredag den 29. december vågnede jeg ved følelsen af, at jeg virkelig skulle tisse. Som i virkelig. Men før jeg havde tænkt tanken til ende, så var vandet gået. Mads fik hentet håndklæder og Emil, kløgtig som han er, sagde ”Mor tisser i sengen”. Åh ja ;o) Nå, men jeg fik ringet til fødegangen, som sagde, at jeg skulle tage mig et bad og få morgenmad, og så komme ind. Og at der jo med sidste fødsel in mente ikke måtte gå for lang tid. Så ovenstående blev klaret, Emil hentet af mormor, og så landede vi på fødegangen kl. ca. 08.30. Men stadig ikke med veer, hvilket var anderledes i forhold til sidste gang. Vi sad lidt på venteværelset, og kom så ind på modtagerstuen. Her blev jeg undersøgt af en sød jordemor, Gry, som vurderede mig til at være 5 cm. åben. Kort efter blev jeg tilbudt et lavement, som Mads og jeg enstemmigt takkede ja til. Efter at have klaret den del blev vi vist ind på en fødestue, og stadig uden noget mærkbart. De næste timer stod på frokost, chokolade, Netflix, en lur, et par kig fra jordemoderen og generelt bare afslapning. Da klokken var 14.30, og Gry’s vagt skulle til at slutte, bad hun os om at gå en tur for at sætte gang i tingene. I stedet for at gå en tur, så kørte vi hjem, hvor jeg gik i gang med at støvsuge og gøre lidt rent imens Mads kørte ud til mine forældre med babyjoggeren, som de manglede. Da han kom retur, kørte vi ind til byen og tullede rundt. Klokken var efterhånden ved at nærme sig 17.00, og vi blev enige om at spise aftensmad inde i byen. Så vi gik på Burger Shack, og det var en meget surrealistisk fornemmelse at sidde der med hospitalsarmbånd på og vide, at man nok snart skulle føde. Da klokken var 17.45 trillede vi tilbage mod fødegangen, og blev taget imod af endnu en skøn jordemoder, Marie. I kender godt de mennesker, som alene ved deres håndtryk og øjenkontakt virker kompetente, stærke og tillidsfulde? Sådan var hun. Jordemoder Marie undrede sig over, at der ikke var sket noget endnu, og at jeg endnu ikke kunne mærke noget endnu, og især med min forhistorie. Hun undersøgte mig, og vurderede mig til at være 4 cm. åben, men konstaterede samtidig, at han stod meget dybt. Det bekræftede jeg, da min jordemoder Ninna, som jeg har gået til tjek hos, har sagt længe. Marie følte sig overbevist om, at lillebror stod som en prop, og at alt mit vand derfor ikke var gået. Så klokken 18.20 tog hun det sidste vand, og derfra gik det stærkt. Klokken 18.30 kom de første veer, og kl. 19.00 var de regelmæssige. For at lindre smerterne blev jeg tilbudt at komme i badekar, da jeg var så heldig at have fået en fødestue med et af de store fødekar (og på en eller anden måde synes jeg bare, at det er et virkelig nasty ord ;o)).

Nå, men i det store badekar kom jeg. Og det var dejligt. Om det lindrede smerterne, måske… Det kan jeg ikke huske, men jeg kan helt sikkert huske, at det var en rar fornemmelse at være i badekaret. I hvert fald indtil jeg for alvor fik varmen, og Mads måtte sidde med iskolde klude på pande og brystkasse. Klokken ca. 20.00 sagde min jordemoder, at hun nu skulle vide, om jeg ville føde i vand eller ej.. For hvis ikke, så skulle jeg op. Nu. Hun mente, at det ville gå stærkt… En antagelse jeg kun kunne give hende ret i. Jeg var så presset, at jeg ikke kunne overskue at sige ja eller nej til, hvor jeg skulle føde. Så jeg blev i vandet. Ikke et aktivt valg, men ene og alene fordi jeg ikke kunne overskue andet. Veerne kom på stribe, og på vej mod de sidste udvidelsescentimeter får jeg fremstammet, om jeg kan få noget smertestillende. Men det blev naturligvis et nej, fordi jeg jo var i aktiv fødsel. Jeg var så presset, at jeg (præcis som med Emil) fik den vildeste kvalme og trang til at kaste op… Og samtidig følte jeg mig helt enorm svimmel. Min jordemoder foreslog, at jeg skulle prøve at hænge mig med overkroppen udover karet. Det gjorde jeg, og så skulle jeg så ellers virkelig kaste op. Knapt 10 cm åben, og jeg kastede op i stride strømme. Jeg behøver ikke sige, at jeg havde en fest (ironi kan forekomme). Da jeg er færdig og får vendt mig om, så jeg sidder nogenlunde normalt (dog på tværs af badekaret) føler jeg en klar pressetrang. Og på 4. presseve kommer han så – i et hug. Med et var alle smerterne så godt som forduftet og jeg var mor til to... TO. Og den lille Viktor, der kom ud, han lignede sin storebror på en prik.

Og i forhold til, at min jordemoder fra Emils fødsel sagde, at man normalt halverer tiden anden gang, så må man jo give hende ret. For fra da alt vandet var gået og til den lille nye verdensborger meldte sin ankomst gik der præcis 2 ½ time. Jeg er helt sikker på, at han som sin storebror bare vil frem i verden. Og jeg er endnu mere sikker på, at vi får vores sag for. Men hvad jeg er mest sikker på er, at det bare er helt rigtigt for mig at være mor til de her to <3

Det første møde :-)

/G